mer her og vil indføre træskoregimente i verdens hovedstad Paris, osv. osv.
De ser, højstærværdige herrer —: vor lille notis var pen og tam i forhold til dette. Alligevel er det mig bekjendt, at hr. Sørenssen ikke skulde ha likt den. Selv om man gjorde det i en pen form, fandt hr. Sørenssen det dog ikke passende, at man spurgte en norsk Justitsminister, om han nu forstod, at han druknede i sin egen latterlighed.
Et par dage efter kom „Impressionist“ Nr. 2, hvor vi imputerer saavel hr. Sørenssen som hans kolleger ond tro i denne affære. Først staar der til Johan Sverdrup, ministerchefen —:
„Fordi du netop vidste, hvad du gjorde,
Jeg tilgir aldrig dig, du gamle mand“.
Og saa følger, under titelen „Beslaglæggelse“, følgende smaa stjerne-artikler —:
„Efter forlydende skal beslaglæggelsen være besluttet i samlet statsraad.
* * * Hr. Aimar Sørenssen, fortællas det, var den eneste, der stemte imod. Da imidlertid de andre stemte for, fandt han dog, at magtens hynder var for blød.
* * * Den lille sortgule Intrigant, siges at være anstifter.
* * *
