De ser, højstærværdige herrer, til hvad
slags uhyrlige praktiske konsekvenser det
vilde kunne føre at praktisere den slags juridiske
uhyrligheder — i tilfælde, hvor to landes
lovgivninger stod i modstrid med hinanden.
Men, vil man kanske si —: i en slik modstrid staar ikke, fortiden ialfald, de forskjellige europæiske lovgivninger til hverandre, at et sligt tilfælde kunde indtræffe.
Nej, det er saa. Men tænker vi os, at et enkelt land, før alle de andre, rækker frem til at faa en pressselov, som kun indeholder én sætning —: „pressefrihed bør finde sted,“ og det saa viser sig, at de omkringliggende landes literater sender sine produkter ind til dette pressefrihedens land og derved beriger det lands llteratur — hvis da de omkringliggende landes Justitstministre gav sig til at anfalde disse literater med tiltaleordrer, og de samme landes domstole gav sig til at dømme dem for altsaa aldeles fiktive forbrydelser og derved berøved det frie land dette literaturtilskud; saa er det jo klart, at vedkommende land ikke kunde finde sig i det. Sagen vilde jo straks bli gjort til gjenstard for diplomatiske forhandlinger, og skulde de enten strande eller trække i langdrag, saa vil jo vedkommende frie land hurtigst muligt