Side:Hans Jægers sidste ord i bohêmesagen.djvu/46

Nu, det kan vel være, at den første indskydelse en saan russisk dommer vil faa, det er at stille sig under beskyttelse af det russiske gesandtskab i Paris. Men er han en fornuftig mand, saa vil han neppe være kommet saalangt som ud af retslokalet engang, før der vil være gaat op en praas for ham, og han vil slaa sig for sit bryst og si —: Mig sker min ret! jeg har ærlig og redelig fortjent det, for jeg har vært et stort fæ. For det burde jeg da virkelig ha begrebet, at den russiske stat vel kan forbyde at angribe disse gamle meninger blandt den russiske almenhed, men at den aldrig kan forbyde at angribe dem blandt den franske almenhed. Vedkommende literat har altsaa aldeles ikke forbrudt sig mod noget russisk lovbud; min dom over ham var altsaa et justitsmord. Og idet jeg begik det justitsmord, saa kom jeg altsaa til at udføre det kunststykke: siddende i Petersburg at forgribe mig paa den fri diskussion i Frankrig. Mig sker altsaa min ret — jeg har vært et stort fæ! Og dermed saa vil manden rolig vandre i fængsel. Og er han, foruden at være en fornuftig mand, tillige en retsindig mand, saa vil han øjeblikkelig skrive hjem til den russiske administration og si —: for guds skyld benaad den mand, min dom over ham var et justitsmord.