jeg er blit dømt for mine forrige artikler, og jeg har ingen lyst lil at bli dømt en gang til, De kan altsaa ikke faa de nye, jeg har lovt Dem — denne Pariser-redaktør faar tilfældigvis vide om, at den russiske dommer er kommen til Paris, og han rekvirerer ham øjeblikkelig sat under tiltale. Man gjør da i Paris kort proces med en saan russisk dommer. Man bare spør —: Er det Dem, som har dømt den russiske literat for hvad han har skrevet i dette Pariserblad? — Ja. — Vel, De har der ved forhindret manden fra at levere det bidrag til den fri diskussion her i Frankrig, som han havde lovt at levere; De har altsaa grebet hindrende ind i den fri franske diskussion. Og her ser De —: vi har enlov, som siger, at hvo som paa noen somhelst maade hindrer den fri diskussion, han straffes med det og det. — Jamen, siger Russeren, det forbud kan da bare gjælde Franskmænd, og jeg er Russer! Men dertil faar han kun det svar —: Den franske stat har bestemt, at den fri diskussion skal være et uangribeligt retsgode i Frankrig; paa dette franske retsgode har De forgrebet Dem; De har altsaa overtraadt loven og dermed gjort Dem skyldig til den straf som for en saadan overtrædelse er bestemt. Og dermed blir Russeren dømt.
