har skrevet sine artikler, at fra Rusland af skal han sende ham en ny række artikler om et nyt emne, som nu er kommet op til diskussion i den Parisiske presse. Dermed rejser Russeren hjem. Men ikke før er han kommen til Petersburg, før han øjeblikkelig blir fakket og sat under tiltale. Og man gjør derborte kort proces med ham. Dommeren simpelthen spør —: har du skrevet de artikler i det franske blad? — Ja. — Indrømmer du, at de indeholder et angreb paa de og de gamle meninger? — Ja. — Vel! se her ser du: vi har en lov, som siger, at hvo som angriber de og de gamle meninger, han straffes med det og det. — Jamen du store gud, siger literaten, den lov kan da ikke gjælde udenfor Rusland! — Sludder! svarer dommeren; du er Russer, og har at holde dig russisk lov efterrettelig, hvor i al verden du end maatte befinde dig. Og dermed saa dømmer han manden og lar ham sende til Sibirien.
Saa vil skjæbnen, at kort efter kommer denne russiske dommer til at gjøre en rejse til Paris. Og den Pariser-redartør, som skulde havt de artikler fra den dømte russiske literat, men som selvfølgelig ikke har faat dem; for literaten har naturligvis skrevet ned til ham og sagt —: De faar virkelig ha mig undskyldt,
