ved lov befale enhver borger værsgod at yde sit bidrag til den offentlige diskussion — fordi det altsaa ligger udenfor endel af borgernes evne —, saa vil vi ialfald ved lov forbyde enhver paa nogensomhelst maade at gribe hindrende ind i den frie diskussion. Og den som alligevel gjør det — han straffes med det og det.
Jeg sætter, ogsaa for en anskueligheds skyld, at dette sidste land er Frankrig.
Saa kommer en Russer rejsende til Paris for der at gjøre noen studier. Og mens han ligger der, saa opkommer der i pressen en diskussion, som netop angaar noen af de gamle meninger, som er fredlyste i Rusland. Russeren kaster sig ind i denne diskussion; han angriber paa det skarpeste de gamle meninger, som er fredlyste i hans hjemland; og — højstærværdige herrer, jeg sætter, at det netop blir denne Russer, som kommer til at levere det afgjørende indlæg imod disse gamle meninger; det indlæg imod dem, som slaar dem til jorden slig at de aldrig mere formaar at rejse sit hode i den offentlige diskussion. Nuvel, kort efter er denne Russer færdig med de studier han havde at gjøre i Paris. Men før han rejser hjem, saa aftaler han med den Pariserredaktør, i hvis blad han
