to landes lovgivninger paa dette omraade kom mer i modstrid med hverandre —:
Jeg sætter, at et lands lovgivere siger som saa: de og de gamle gode meninger er dybt rodfæstet i vort folks bevidsthed, de er blet vort folk hellige og dyrebare; og at de det er, derpaa hviler igrunden hele vor forfatning. Vi vilde derfor anse det for overordentlig skadeligt, om disse gode gamle meninger skulde rokkes i vort folks bevidsthed, og vi anser det altsaa for et gode, at man ikke forsøger paa at rokke ved dem. Og saa stort anser vi det gode for at være, at vi vil ophøje det til et retsgode; vi forbyder altsaa ved lov enhver at angribe disse gamle gode meninger, og den som alligevel gjør det, han straffes med det og det.
Jeg sætter for en anskueligheds skyld at dette land er Rusland.
Nu, et andet lands lovgivere ræsonnerer anderledes: de siger som saa —: Nej, meninger er til for at angribes. Jo stærkere meningerne brydes mod hverandre, desto hurtigere kommer sandheden for en dag; og sandheden, se det er den vi har brug for. Vi anser det derfor for et overordentligt stort gode at den fri diskussion finder sted i den størst mulige udstrækning. Og om vi end ikke kan
