erkjendt international ret, at hvert enkelt land selv har at bestemme, hvilke retsgoder det paa pressefrihedens omraade vil oprette, og intet land kan altsaa i saa henseende bestemme noe for et andet. Den norske lovgivning kan altsaa vel bestemme, at den norske almenheds religiøse og sædelige følelser ikke maa angribes paa tryk; at med andre ord uantasteligheden af disse følelser skal være et retsgode i Norge; men den kan aldrig bestemme, at uantasteligheden af disse følelser ogsaa skal være et retsgode i Sverige; det kan kun den svenske lovgivning, og den alene. Og det altsaa at ville paastaa, at en mand, som har angrebet den svenske almenheds religiøse og sædelige følelser, dermed har forbrudt sig mod den norske presselov, det er altsaa akkurat den samme juridiske uhyrlighed som at ville paastaa, at den norske borger, som ejed den skov derborti Sverige, og som drev den paa en maade, som ikke stod i overensstemmelse med den norske forstlov — at han derved skulde ha forbrudt sig mod den norske forstlov. Og til hvad slags uhyrlige praktiske konsekvenser det vilde kunne føre, om domstolene skulde gi sig til at prakticere den slags juridiske uhyrligheder, ja det vil De jo strax kunne se ved at ta et exempel, hvor
