det er, højstærværdige herrer, faktisk tilfælde med de retsgoder, som er oprettede paa presselovgivningens omraade. Det staar faktisk ethvert land frit for, gjennem sin egen lov givning at bestemme, enten det vil ha fuld pressefrihed, eller indskrænket pressefrihed eller censur — og dermed er det ogsaa faktisk givet, at de retsgoder, som paa dette omraade er oprettede gjennem de enkelte staters lovgivning, de er stationære i sine respektive hjemlande. Og ikke blot er de faktisk for tiden stationære disse retsgoder men de kan aldrig bli ambulante. I midten at vort aarhundrede skede det, at friheden, den personlige frihed, gik over fra at være et stationært retsgode til at bli et ambulant, idet et flertal af civiliserede stater slog sig sammen om i civilisationens navn at tvinge de andre til ved lov at forbyde slaveriet. Det kunde ske med et retsgode som den personlige frihed, fordi udviklingen der gik fra slaveri mod frihed; men det vil aldrig kunne ske med retsgoder oprettede ved en lovgivning, som indskrænker pressefriheden. Vi befinder os nemlig ikke paa vejen fra pressefrihed til censur, men omvendt: paa vejen fra censur og til pressefrihed.
Og i ethvert fald — fortiden er det an-
