ambulante retsgoder er sikret — først da kan man træ i fredelig forbindelse med et saant folkeslag. Sagen er den, at anerkjendelsen af disse ambulante retsgoder er jo det fælles almene fundament, hvorpaa ethvert moderne civiliseret statssamfund hviler — og ovenpaa dette fælles almene fundament er det saa, at alle de forskjellige stater bygger sig ivejret hver sin særegne individuelle retsbygning, afpasset efter hver sine særegne individuelle behov. Og som alle civiliserede stater i civilisationens navn maa staa solidariske om at slaa ned ethvert angreb paa det fælles almene fundament, saa maa det bli hver enkelt stats egen sag at beskytte de særegne nationale retsgoder, som de selv af egen drift har fundet for godt at oprette; for de retsgoder har de andre stater ingensomhelst interesse af at beskytte.
Jeg skal ikke udføre dette videre; den nærmere udførelse af det hører ikke herhen. Hvad jeg hermed har villet konstatere er kun det, at det ubedragelige kjendemærke paa et stationært retsgode, det er, at man ikke i civilisationens navn forlanger det anerkjendt af enhver stat, men at det er overladt til hver enkelt stats eget forgodtbefindende, om den vil ha et sligt retsgode eller ikke ha det. Og
