foregaaet her i landet, og at skriftet er udbredt, uden at det kan kræves, at det er udbredt her i landet“.
Altsaa, højstærværdige herrer! Byrettens ræsonnement er dette: „Fordi optrykningen her i landet plus udbredelse ligegyldigt hvor — fordi de to ting tilsammen udgjør en forbrydeise mod krl. 8—1 og 3, derfor udgjør allerede optrykningen alene en saadan forbrydelse! Den rigtige slutning er jo den modsatte —: Kan det først ansees tilstrækkeligt at trykningen er foregaaet her i landet og at udbredelsen har fundet sted ligegyldigt hvor — saa kan det ikke antages tilstrækkeligt, at trykningen er foregaaet her i landet, hvis ingen udbredelse har fundet sted; og altsaa kan det ikke være optrykningen som er strafbar, det maa være det andet moment, det maa være udbredelsen, som er det strabare.
De ser, højstær værdige herrer, at Byretten begynder med at sige, at det er optrykningen, som er strafbar; men den ender med i virkeligheden at paastaa, at det er udbredelsen. Og intet forsøg, end ikke det svageste, gjør Byretten paa at vise, at noen af de to foreliggende handlinger virkelig indeholder et angreb paa det retsgode, som krl. 8—1 og 3 vil beskytte.
