i landet, eller udbredelsen af den borti Sverige, som Byretten havde fundet strafbar — og meget nysgjerrig efter at faa erfare, ved hjælp af hvilke fiffige kunstgreb Byretten havde kunnet faa det til at se ud, som om noen at disse to handlinger inneholdt en forbrydelse mod krl. 8—1 og 3; indeholdt et angreb paa det retsgode, som disse paragrafer vil beskytte. Jeg var meget nysgjerrig efter at faa erfare det. Men højstærværdige herrer, min nysgjerrighed blev ikke tilfredsstillet. Jeg var akkurat lige klog paa, hvad det var for en forbryderisk handling jeg skulde ha begaaet efter at ha læst dommen som før jeg havde læst den. Akkurat. Hvad Byretten siger herom indskrænker sig nemlig til følgende —:
„Uagtet det, som ovenfor refereret, ikke er oplyst, at nogen af de optrykte exemplarer har vært forhandlet her i landet, finder retten dog, at optrykningen maa være underkastet de norske lovbestemmelser angaaende i trykt skrift.“ — Altsaa, læg mærke til det: det er optrykningen som Byretten finder inde holder en forbrydelse mod krl. 8—1 og 3. Og hvorfor finder Byretten det? Jo —: til anvendelse af disse paragrafer maa det nemlig antages tilstrækkeligt, at trykningen er
