den nu skulde henvende sig til mig og si som saa—: „Værsgod! har De endnu noen tilbage af de bøger, som De i sin tid var fræk nok til ganske aabenlyst at unddrage fra beslaglæggelsen — saa faar De ialfald nu komme med dem, nu da bogen er dømt til konfiskation; for skulde De nu finde paa at gjøre noe vrøvl, saa kunde det nok endnu hænde at vi kneb Dem for overtrædelsen af den gamle forordning fra Syttenhundrede-og-den-tid.
Nogen saadan henvendelse skede ikke og følgen var, at de 300 førstedele de blev fremdeles liggende deroppe paa det loft, hvor de laa.
Men saa en dag faar jeg en idé —: Jeg siger til bogtrykker Knudsen: Hør Knudsen, jeg har her liggende 300 førstedele af Bohêmen; de ligger her til ingen nytte — vil De nu paata Dem at trykke et tilsvarende antal andendele og saa ta og rejse ind til Sverige med de 300 komplette exemplarer, vi paa den maade faar, og afhænde dem der, saa skal De faa halvparten af nettoen? — Ja, Knudsen gik ind paa det; han trykte altsaa dette nye oplag af Bohêmens 2den del, fik sig saa udleveret mine 300 førstedele — og dermed rejste Knudsen, højstærværdige herrer, ind til Sverige og gav sig til at udbrede bogen der. —
