muenhed; men altid var jeg biet drevet tilbage til det igjen, og hver gang saa havde jeg svoret en dyr ed ved mig selv, at blev der engang en ende paa dette — jeg paatog mig det aldrig mere! — Og da der saa tilslut var blet en ende paa det, efter to aars nervøst opslidende arbejde — saa kom kampen for at faa det ud, dette værk som skulde indføre naturalismen i Norge; en tre maaneders modbydelig kamp med de modbydeligste ting — jeg havde jo hverken penge eller forlægger eller noe saant. Og da saa den var kjæmpet til ende, og bogen var kommet ud, og jeg paa udgivelsen af den havde sat ind hele min borgerlige existens — naa ja, saa kom altsaa beslaglæggelsen. Og i de 9 maaneder, ide tre fjerdingsaar, som hengik fra den dag af da beslaglæggelsen fandt sted og til den dag da dommen faldt her i højestnret, i de tre fjerdingaar havde jeg gaat der. hver dag, hver dag, pint og plaget af den ene fixe idé: skulde det ikke være muligt... saa umuligt det ser ud, skulde det ikke alligevel paa en eller anden maade kunne la sig gjøre pludselig at finde paa noe som kunde frelse for den naturalistiske literatur dens borgerret i dette land. Jeg havde gaat der hver dag, hver dag, i disse tre fjerdingaar, besat af denne ene fixe idé.
