Men ingenting havde jeg kunnet finde paa, ingenting, højstærværdige herrer, uden dette ene: at tvinge Dem til at forstaa, og saa spørge Dem: kan De dømme dette? — og paa det havde jeg saa sat ind hele min kraft paa det sidste.
Og da saa tilslut det hele havde vist sig forgjæves, og sagen var definitivt tabt, og jeg sad her ved dette bord, en slagen mand, og led nederlaget — da jeg saa fik mig spyttet ind i ansigtet af hr. Hansteen denne infame insinuation om at det hele havde jo bare været en pengespekulation — — — ja højstærværdige herrer! jeg følte mit ansigt forstenes af indignation, og jeg var lige ved at rejse mig op med dette forstenede ansigt og skrike det hæst ind iblandt Dem —:
— Blufærdighed! højstærværdige herrer — blufærdighed! — — —
Jeg skal ikke indlade mig paa i detaljen at gjennemgaa dette fanatiske votum og paavise, hvorledes fanatismen pibler ud gjennem hver eneste linje fra først og til sidst. Jeg skal indskrænke mig til at minde Dem om, hvad De vistnok allesammen vil huske, de af Dem som var tilstede, nemlig at mod slutten af dette votum saa løb fanatismen aldeles løbsk med hr. Hansteen.
