kram; det greb hr. Hansteen —: „Aha! læst mere end noen anden literatur før den!... rigtig ja... altsaa: solgt mere... altsaa: tjenes der flere penge paa den... altsaa: en pengespekulation... de naturalistiske forfattere pengespekulanter... skriver for at skrive noe pikant, og noe som kan bringe pengefordel... rigtig ja —; det er altid det nærmeste man maa tænke paa ved saadanne lejligheder...“
Skal man le, eller skal man græde, højstærværdige herrer, ved den slags barokke ndslag af fanatisme hos en mand, der beklæder et dommersæde?
Nuja, jeg tilstaar, at idag er jeg kanske mest tilbøjelig til at le. Men, højstærværdige herrer! — dengang jeg ifjor sad her ved dette bord og led det nederlag, som kosted den naturalistiske literatur dens borgerret i dette land, da var jeg ikke oplagt til at le. Jeg var ikke det: to aars nervøst arbejde havde den kostet mig denne bog; i to lange aar var jeg vaagnet, hver morgen, hver morgen var jeg vaagnet med bevidstheden om dette arbejde hvilende over mig som en mare; de utallige gange havde jeg kylet det hele fra mig, og forbandet det, og flygtet fra det og villet, villet! opgi det — i dyb følelse af ufor-
