indtil den til syvende og sidst stod der klar som glas, saa enhver der havde øjne og vilde aabne dem, han kunde se tværs igjennem; enhver der ejed den mindste bitte smule forstand og vilde bruge den, han ikke blot kunde forstaa højstærværdige herrer, men han kunde ikke la være at forstaa.
Men, det er jo saa —: fanatikere, de kan ikke forstaa, og de vil ikke forstaa. De sidder bare der med sin ene fixe idé, som fanatismen driver rundt, og rundt, og rundt i hjernen paa dem, uafladelig og uafladelig; og hvadsomhelst De forresten søger at forklare dem, det gaar altsammen ind ad det ene øre og ud af det andet; der blir ingenting hængende igjen derinde i hjernen paa dem — med mindre det tilfældigvis skulde la sig rime sammen med den ene fixe idé som svirrer omkring der inde i hjernen paa dem og behersker hele deres tankegang — ja for da griber de det.
Og slig var det det gik til, at af hele den glas-klare fremstilling af naturalismens væsen var der bare en en eneste ting som d’hrr. Hansteen havde forstaat, og det var det: at den naturalistiske literatur, den vilde bli læst, og læst mere end nogen anden literatur i verden før den. Det passed ind i hr. Hansteens
