ogsaa den gang den almindelige stemmeret, som netop da var indført (1882). Men bønderne var grønne og usikre og lod sig uden synderlig indvending arrestere av politiet, som opløste foreningerne og kvalte gæringen (rigtignok frikendtes samtlige av juryen aaret efter). – 1890 kom den kommunale stemmerets udvidelse, og i følge med den igen en ny demokratisk gæring, som resulterte i en slags arbeidskommunisme. Men medlemmerne snød hverandre. Og i 1894 opløste Crispi foreningerne paany.
Men sammenslutningstanken har saaledes tradition i den provins. Bøndernes fordringer iaar synes ikke indiskrete; de loved at avstaa fra streik hvis de blev sikret 500 lire aaret (ɔ: lire 1.37 pr. dag).
Man slutted sig sammen i de tilgrænsende provinser; smitten bredte sig med rivende fart, til Modena-distriktet, til Verona o. s. v. – et eneste sammenhængende net av foreninger. Man blev bekymret. Man interpellerte regeringen i senat og kammer (i juni); man kræved, at indredepartementet skulde opløse foreningerne. Dets chef Giolitti svarte, at foreningsfrihed var der i landet, saa der var efter loven ingen adgang til at skride ind. Han sa bl. a.:
«Aarsagen til denne agitation er udelukkende økonomisk, derfor ophører ogsaa streik,
