Saa er der endelig de saakaldte leghe di miglioramento eller leghe di contadini eller – mere utilhyllet – leghe di resistenza. Det er jordarbeiderne, smaabønderne. Det var deres sammenslutning for hele landet, som skete paa den førnævnte kongres i Bologna. Av alle foreninger er det disse, som for øieblikket egentlig er alvorlige for tingenes tilstand, eftersom de tildels har faat et saa stærkt agrar-socialistisk præg. De er av ny dato; de begyndte i Mantua-distriktet i april ifjor[1].
Men ogsaa disse har tradition i det agrar-reformatoriske arbeide i Italien. Saaledes som indenrigsministeren ifølge referat oplyste under en debat i senatet iaar, gaar gæringen i dette distrikt tilbage til 1883–84. Forholdene er i grunden uforandrede, gentagelsen av misnøien iaar slavisk lig den, som da fandt sted. Den gang konstitueredes ogsaa leghe, som fik stormende tilslutning, saa der var 30 000 bønder indtegnet paa nogle uger; som drivfjær virked
- ↑ Kfr. forøvrigt Enrico Ferri: La lotta di classe nelle campagne Mantovane i aprilheftet av Nuova Antologia (1901). – Skønt de ikke rutter med saa lidet mynt, springer jeg her over leghe cattoliche del lavoro, som kræver konfession for at yde hjælp og saaledes ikke egentlig kan betragtes som et resultat av arbeiderbevægelsen.
