naar arbeiderne har opnaadd billige indrømmelser, og ikke har der været optøier. Det er sandt, at denne agitation ledes av socialisterne, men det er bourgeoisiets skyld det hele, som til denne dag ikke har gjort noget for sine arbeidere. Og bourgeoisiet har begaat en dumhed ved ikke at ha lat disse arbeidere indse, at de har mere at haabe av de konservative klasser end av dem, som vil bruge dem i parti-politisk øiemed.»
Og i denne holdning fik regeringen støtte i det konservative fagtidsskrift Economista (Florens).
Man hadde gjort sig unødige bekymringer. Der var streiker uavbrudt. Men de løb næsten altid av uden optøier. Der var streiker i alle brancher: jordarbeidere, kusker, bryggesjauere, fyrbødere, matroser, jernbanepersonale, vævere, spindere, tobaksarbeidere, telefonistinder, murere, sporveispersonale, gasarbeidere o. s. v. o. s. v. Det er vel ikke den branche, hvor der ifjor ikke har været streiket. Indtil midt i juni hadde der i Italien været 511 streiker, hvori 600 000 arbeidere deltog, deri ikke medregnet de tilfælde, hvor gods- og fabrikeiere straks gjorde indrømmelser. Det til den tid opnaadde paalæg i løn repræsenterte en aarlig sum av 48 millioner.
Til sammenligning: Man har regnet ud, at de direkte tab for staten bare i mai 1898 (under hungeroprøret) beløb sig til 66 millioner. Og
