Næste station. Partenza! – Pronti!
Der mangler en dame! skrek det fra toget.
Toget rulled ubønhørlig.
Alle togets glugger brølte; for hver mand tog del i den ulykkeliges skæbne:
«C’ é una donna al cesso!» Og der stak fegtende hænder ud av alle vinduer, saa toget saa ud som et vældigt tusenben, væltet om paa ryg, famlende fortvilet med fødderne i veiret.
Langt borte paa sletten kom der travende – en tyk frue ud fra angældende lokale. Der stod en konduktør paa brættet og trak hjælpeløs paa skuldrene til hende. Der stod en rasende stationsmester henne hos damen og frala sig alt og skrek, saa stemmen sprak:
«Non é la mia colpa!»
Toget braaker, og menneskerne braaker. Man lukker øret for ordene og bare hører støien. Hvor gør ikke fossesus en ensom og gir stilhed! Netop larmen gir stilhed! Men fosselarmen keder i længden, for den er saa ensformig og gør en tom. Men en menneske-larm keder ikke, for ved siden av susen saa har den blunkene i øinene, forskelligheden, den har ansigtstrækkene. Og man kan sidde i timer under menneske-fossens sus uden at kede sig, man blir bare ustanselig rigere.
