Det er dog noget fortryllende deiligt i dette friske Italiens folkevæld – al denne sunde solhud, alt dette iltre Dionysos-blink i øinene, dette ubændige udfoldelsesmod i ondt og i godt! Disse mennesker er udadvendte, skyggeløse, som deres egne solskinsdage er det, saa herlig bornerte, at de ikke gider gruble eller forstaa andet end sit eget. Animal! Fordi de ikke ved, hvad tvil er som syge, fordi de mangler det kaotiske gemyt, som kan bli saa underlig sygt og føre til selvfortæring, men som ogsaa kan føre til skabelsesakter i kunsten, hvis intime finhed en italiener simpelthen ikke aner. Derfor tutler de sig ikke langt væk i sin kunst; derfor kommer de i skade for at skabe dybsindige, golde allegorier, naar de vil skabe symboler. Disse mennesker, det er et stof saadan over alle grænser sundt, at en nordbo maa vænne sig til det.
Og jeg kommer til at huske paa hjemme hos os, hvordan menneske-fossen gaar der, naar folk tørner sammen i gammen eller i trætte. Den begynder som en gammel svær stueklokke, som skal til at slaa, og man hører laaten vaagne dybt nede i maven og vokse, og klokken ligesom skotter mellem kneppene saa spidsborgerlig-lur efter Per og Paal sin laat. – I Italien er det som en murer faldt ned af stiladset uden varsko, med fjæler og bord og hele greien; det er, som
