saa slunken og bukked og nikked og jatted med den irettesatte lange hals: «Ah si! – Ecco! ecco! – va bene!» Saa man fik lyst til at rope «krumkniv!» tilbage til ham. Og saa viste det sig tilslut, ovenpaa skældsordene, at papir og billet og alt var i den skønneste orden! Den konvekse administrative lorgnet gled videre uden en undskyldning.
For det er hemmeligheden ved gangen i det indre samfunds-urverk: der har levet mange signorer nedover tiderne i det land. Den menige mands instinkt er at si Si, signore!
Toget braaked arrig videre. Og arbeiderne maatte staa i kupéen; jernbaneselskabet solgte billetter, men sørged ikke for plads. Og de fandt sig i det, endda de saa, der stod ledige vogne igen paa stationen i Milano. De fandt sig i det, som de hadde gjort det før, en og anden med en rød flæk harme paa det ene kindben. Og de braaked med de andre. Partenza! Pronti! Kærringer blev kastet ud paa stationen i sidste øieblik. Og to kærringer kom ikke ud i tide med bylten gennem trængselen og blev med til næste station.
Der stod en rasende stationsmester igen paa perronen og knytted næver mod konduktøren og ropte, det var ikke hans skyld: «Non é la mia colpa! Per mille diavoli!»
