han hadde hat politivanskeligheder paa grænsen, siden han var saa forsinket. Men ingen av de andre kendte jeg. Det var dog den samme slags mennesker; men noget av det ubændige opbrud, som var over dem oppe i Schweiz, hadde lagt sig; de var kommet ind i sit eget land, og karabiniererne stod og skulte mørkt paa stationen.
Vi blev en halv time forsinket paa grund af arbeidersværmen. Vogn paa vogn hægtedes for. Det stimled ind ustanselig og fyldte pladsene. Det blev tilslut et vældigt tog, og da det gik, stak to hoder ud av hvert vindu og prøved at tælle vognene og ropte i beundring: Porrrr-co dio! che trrrreno! …
Det rutscher arrig avsted. Personalet er nervøst; det er bare unggutter, som springer langs det lange tog og skriger stationerne, forat det skal gaa rigtig rapt. Og ropene til avgang gaar slag i slag med stationens navn: «Partenza!» (avreise) – «Pronti!» (færdig). Toget ruller sint og uvorrent sydover gennem sletten, denne slette, som er som et vældigt schakbræt, delt i store firkantede ruter ved kanaler, hvor der flyder vand fra elvene omkring. Det er maismarker, rismarker, slaatteenge. Og ude paa sletten hist og her staar et slot ved enden av en lang popelallé; det staar gerne tomt, med de grønne skod-
