Jeg var nemlig den eneste, som ikke var italiener i kupéen. Jeg hørte de sad og funderte paa den «fremmede»; nogen holdt paa «francese», nogen paa «tedesco», og andre muligheder forelaa ikke, eftersom deres geografiske viden ikke bredte sig længer.
Min genbo spytted av vanvare paa min sko, og det syntes han var leit med det samme og tænkte paa at gøre undskyldning og stjal et hurtigt blik op paa mig; jeg sad uden en trækning i ansigtet. Han kunde ikke rigtig skønne det, og saa saa han op paa mig engang til, og jeg saa, der fór en dævel i øiet paa ham, at kanske jeg hadde merket spytten alligevel og var for feig til at si fra, fordi her var saa mange italienere. Da retted han sig: det var visst en tysker! Og blunked bort til mundspil-gutten: «tedesco!» – Og da saa konduktøren kom ind og jeg spurgte ham om noget paa tysk, var gaaden løst. Det hvisled foragtelig over bænkerne: «tedesco!»
Og da begyndte det. Det begyndte med min hat og dens façon. Saa gik det videre; jeg hørte master rope: «potaiuolo!» (ɔ: krumkniv til beskæring af trær); det gjaldt min holdning. Det suste gennem luften av nye gloser og nye indfald. Jeg nød det, trods alt; for det er et ægte italiensk træk, et ægte udslag. Det var den samme trang, som fandt sit udløb
