i «jamberne» i den græsk-klassiske imports tid. Man behøver bare minnes hint hjærteløse digt av Catul, den latinske digtnings eneste virkelige lyriker.
Men jamberne kunde ikke holde sig saa godt, fordi der stod en mand bag, og han kunde knibes igen og skamhaanes paa samme maade. Derfor hadde denne ustyrlige haanlattertrang skabt maskerne. Der fandt den udløb, og ingen stod inde for udfaldene. Der er noget feigt i det, en anonymitetsfeighed. Men deres trang fandt udløb, – og den lader sig nu ikke engang styre, fordi den er et opkomme av folkenaturen, og derfor har maskerne holdt sig til den dag idag – vel den mest ægte og originale skabning, som den italienske literære kultur har at fremvise.
Den ubændige skadefryd ved det mislykkede, som man træffer hos dem, – er noget av det samme. Deres gaminagtige lyst til at glefse sin velgører i hælen, – er ogsaa noget av det samme.
Men her, i kupéen, fik dette kostelige opkomme-væld av haanlatter sin mening og berettigelse i racefølelsen. – Selvfølgelig! i det øieblik jeg vilde reist mig og holdt en tordentale, sagt jeg ikke var tysker, – sagt «tedesco» med deres egen haanlige hvæsning, og saa høljet dem over med skældsord for mangel paa levemaade,
