ved sin originalitet. Det siger sig imidlertid selv, at det er uretfærdigt at gengi indholdet av en vise, som er bestemt til at synges; man har ikke lov til at dømme paa det. Det er dog vendingen, som gir visen dens værd, det særegent neapolitanske i den, som ogsaa tillige sikrer den sukces som gadevise; – og det er umuligt at gengi i et kort resumé. Man faar jo ogsaa huske paa, at visen staar og falder med musiken, specielt med omkvædets. Naar jeg derfor har forsøgt at oversætte nedenstaaende vise saa tæt opunder den neapolitanske original som muligt, saa gir heller ikke det udtømmende besked om digtningens værd. Teksten er av den før nævnte Giacomo og bærer som overskrift: «Imorgen, hvem kan sige? Den gjorde ifjor mer lykke end alle de andre.
Og mit hjærte spør jeg dag og silde:
sig mig, sig mig, er det ei saa,
Lina nok mig like vilde?
eller kanske bare later saa?
Og mit hjærte, det mig svarer:
«Kære dig, hvad skal jeg si?
Kender du ei bølgen, hvor den farer?
Saadan er og de pigers sti.
Bølger gaa og komme,
storme frem og vige:
