sig hende du, at paa dette vis dræber hun mig, – at nu ved jeg ikke mer at gøre for at vække hendes medynk!»
Der er viser, som med forloren galgenhumor synges om kvindens ubestandighed eller er fulde av den flygtige gade-elskovs skelmeri: «Ninetta er en pige skøn og frisk; som en fersken, som en rose; hun er rent ud som en ædelsten. For hende har en bergsaglier-sergeant tabt sin hjærtefred; dog naar han er i kvarter, lar Ninetta sig geleide av vennen Pasqualino. Sergeanten er en smule kort for hodet, Pasqualino han har blod og sener, og Ninetta lar dem aldrig træffes» o. s. v. Der er tro saadanne smaahistorier i visen, som vittig fortæller om kvindens ubestandighed, skilt ved et omkvæd, som italienerne selv anser for et virkeligt fund, ikke paa grund av sin mening – for det indeholder ingen mening, bare nogen lyd, men de er valgt saa, at de udelukkende i klangen gir det flygtige spil, de ligesæles omslag.
Og nogen viser besynger kvindelig skønhed – lyder gerne lidt abstrakt, skønt det er knyttet til bestemte navne. Eller de synger over det udtraadte motiv: gift dig ikke, for saa mister du din frihed! – –
Jeg har hat liggende for mig de poetiske perler fra de tre sidste Piedigrotta-fester – det som slog mest an av viserne. De slaar en ikke
