udlændinge, især engelske, og disse strødde penge ud. Men den tid er forbi. Neapel er kommet i vanry blandt turisterne, – koleraen i 80-aarene, koppeepidemier, tiggerne. Og saa er isteden Nizza dukket op, den liguriske riviera, Cairo; adelen og de rige englændere har forladt Posilip og Camaldoli. De rige, som nu sidder igen, har anbragt sine penge i papirer, og smaarentenisterne driver aager. Resten er fattigfolk, og derav 200 000 virkeligt proletariat, som lever av tilfældig sjau eller tiggeri.
Og armoden blandt disse tiltager. Befolkningen formerer sig stærkt, og dog viser bytolden paa levnetsmidler – i modsætning f. eks. til Roms – en aarlig mindreindtægt paa ca. 3 millioner fra for 10 aar siden (bytolden indbragte 1889/90 ca. 17 millioner; i 1899/1900 ca. 13½). De tal taler for sig selv.
Men fattigdommen træffes ikke bare i proletariatet; den træffes i alle klasser. Der er en mængde saakaldte bedrestillede familjer, som vaagner om morgenen og ikke ved, om de faar middag den dag; det er bourgeoisiet, som har signore-tradition i blodet og mener, at arbeidet skæmmer. De har sønner, som det gælder at skaffe en «post», saa de ikke synker ned i arbeiderklassen, og det gælder at kravle forbi hverandre i stillingens anseelse, for de har
