som ingen by i Italien, og ingen intelligens eller skabende kunstnerevne hos de svirende lægger her et forsonende skær over udskeielserne. Men det synes mig, at det er lige saameget en racens forvildelse, man læser ud av deres ansigter og deres væsen. Det latinske stof er saa grundig opblandet med græsk og orientalsk, at det oprindelige er vanskeligt at finde rent – opblandet netop med de folkeelementer altsaa, som i den klassiske tid maaske inderst inde blev den vigtigste grund til romernes fald. Og her i Neapel er denne opblanding fortsat siden gennem aarhundreder. Jeg tror saaledes ikke det er et tilfælde, at neapolitanerne i renæssancekunsten spiller en saa liden rolle; de maatte undvære den tilsætning av friskt folkestof nordfra, som i Norditalien var med at frembringe de store mestere.
Der er naturligvis her som ellers mange momenter, som er med at give Neapel fysiognomi og gøre det til, hvad det er. Og det vilde vistnok bli mere end livsværk for en etnograf med psykologi at udgranske alle dem.
Medbestemmende til at skabe det store proletariat og gi det karakter, er ogsaa de økonomiske forhold i byen, saadan som de var for en tyve aar siden. Neapel var dengang et søgt opholdssted for rig adel og for rige
