ham i udtrykket; og dette kuskeansigt vedblev for mig at være typen paa neapolitaneren, naar han kommer ind i ordnede forhold eller staar under instruks – netop i denne hundesjælens herreløse svingen mellem opblussende pligt og sammensunken energiforladthed. – Da han dingled der foran mig paa bukken, sad jeg og veired efter noget, som var til at holde av ved ham, eller til at begeistres over – det individuelle kaotiske stof, som udgør et menneskes kærne, trods det ikke kan formuleres i ord, og som man omtrent altid finder en tæft av, saa man ligesom slaar sig til ro og siger med sig selv, at lignende menneskestof har man til syvende og sidst stødt paa før. Men mit instinkt fandt det ikke ved denne kusk. Det eneste maatte være dette lune foran hestemulerne; da sprang der frem noget umiddelbart fatteligt, selv for en nordbo, en gavtyvs trang til almengyldig latter, som kostelig bar udover smaalig labanagtighed. –
Man gaar i Neapels gader og læser ind i denne vrimmel av ansigter; man blir fælen om hjærtet ved at føle saa liden sammenhæng med dem. Folk siger flest, at det er fordi ansigterne er herjet af forvildede sæder. Det er muligt, det er lasten, som har sat sine merker. Neapel har været skueplads for ryggesløse hoffers liv,
