fæller, spørger efter ved vigtigere sager. Men der er gaat hegelsk filosofi i ham, og naar han slipper sig rigtig til der, minner han i filosofisk duelighed stundevis lidt om Cicero, naar denne roter i den græske filosofis dialektik og forflygtiger kategorierne; men hans meningsfæller lytter til ham med respektfuld uforstaaelse. Thi, i modsætning til Cicero, er Bovio en karakter, saa hans popularitet holder sig uanfægtet. – Og saa kommer et moment til: han har det med, ligesom Tolstoi, stadig at ligge for døden. – –
Det «moderate» parti har ingen manende genfærd, som virker samlende saadan ved sin nærhed som Cavallotti. De har den abstrakte enheds-idé; og de driver en ivrig, men lidt bleg kultus av enheds-minnerne ved at reise slette statuer i alle byer til erindring om samlingsværket.
Man kan nemlig ikke si om Crispi, at han har efterladt noget politisk testamente; og det vil man endnu mindre kunne si om en ideløs politiker som Rudini. Ved Crispi var der et tiltalende moment: han kunde handle paa impuls; – men han indsnævredes efterhaanden i politiken til blot og bar konstabel. Rudini virker som der aldrig har været plads for impuls i hans bringe, en bred plantage-eier uden nerver, som aldrig kan komme ud av koncepterne, –
