om et enigt Italien og om et redeligt Italien. Det er det manende ved hans skikkelse, i tider da offermodet ligesom er svagere blandt statens mænd, og hver saadan indsats kræver vederlag.
I sammenligning med Cavallotti blegner neapolitaneren Matteo Imbriani’s navn, skønt det har samme slags klang; ogsaa hans betydning stak i hans ubestikkelighed, i hans uegennyttige vilje til at ofre sig. Han var ogsaa med paa general Medici’s tog til Sicilien, og deltog siden i omtrent alle frihedskampene. Hans drøm var en «lega latina», og i hans skikkelse er nationalhadet til Østerrige leggemliggjort.
Og i forbindelse med disse døde vil jeg nævne Bovio’s filosofiske genfærd, som endnu lever i Neapel, en fortsættelse av Garibaldi’s borgeraand, republikaner. Men det republikanske parti i italiensk politik er, hvad maalstræverne er hjemme i sprogudviklingen: republikanerne springer uden videre over en national opløsnings- og forfaldstid, som dog har været og som har efterladt uudslettelige spor; og forgæves holder de hver høst sin landskongres, hvor de med redelig vilje søger at hale programmet lidt ned, saa de ikke skal bli ved at sidde i politiken som Simon Stylites oppe paa søilen. Bovio er redeligheden og uegennytten i person, hvis standpunkt folk, selv om de ikke er hans menings-
