ikke tilstrækkelig hans digtninge til at fælde nogen dom; men det jeg har set, synes at lide av lidt hulhed og bombast. Det kan vistnok ikke nægtes, at der i det hele, efter vor smag, er en smule retorik ved Cavallotti; – men der ligger gærninger og begivenheder bag! Det er den samme slags retorik som i sin tid skabte et samlet Italien; – og det er jo ikke saa daarlig retorik endda.
Cavallotti var dog visselig ingenlunde en mand med lys og tryg tro; – han tænkte vel inderst inde som saa: men tro er alligevel det eneste som der er mening i! Flagrende altid videre ind i ny kamp, berusende sig og glemmende sig. Der er noget av dette ved hans endeligt ogsaa hin morgen i villaen udenfor Rom – jeg kan ialfald ikke værge mig mod det indtryk, – ved den hidsige maade, hvorpaa han, den drevne duellant, kasted sig frem, saa modstanderens sabel jog ham gennem mund og svælg. – Over sin sæng hadde han hængende billedet av to mænd i Italiens historie, som hadde dræbt sig selv av væmmelse over løgnen i verden.
Thi Cavallotti var i grunden ingen politiken han blev saaledes grundig tat ved næsen av Rudini – bare for at nævne et tilfælde. Et herlig stormende veir var han, med sang i sig
