med italienerens pragtfulde fordøielse og dyriske ro. En ytterst fornøielig type i og for sig, – men ikke noget stof at lage genfærd av, som kan virke manende og samlende.
Men Crispis og Rudinis parti har nu Sidney Sonnino. Det er et jern, maaske den betydeligste statsmand, italienerne har for øieblikket, forsaavidt han er den, som statens eksistens i en snæver vending tryggest kan bygge paa. Hans kraft maales bedst ved de radikales had. Oprindelig er han dog ingen fordomsfuld autoritetsdyrker; han har i sine yngre aar nedlagt sine studier i uhildede værker som Suffragio universale, Governo rappresentativo o. a. Han hører til de yngre politikere, som har fjernet sig fra enheds-entusiasmens frasemageri, en desillusioneret kapitalist med skarp, kynisk sans for realiteterne; man behøver bare følge en smule den avis han grunded i Rom for et par aar siden, Giornale d’Italia, for at føle det. I kamret er han uforstyrrelig fremadskridende i sin kritik, trods skrik og avbrydelser fra venstre, – passelig sutrende; han har holdt den skeptiske klagetone fra fire-fem aar siden vedlige; hans omkvæd er for øieblikket i grunden blit, hvad han fremholdt i sin store kammer-tale ifjor vaar: «Revolutionens bølge vokser for hver dag mer.» Og han fører altid «autoritá dello Stato» i munden. Men
