gyldne sandheder. I et brev sier han saaledes foragtelig i anledning av hul stilkunst at det er «de skjønne frugter, og ikke de skjønne blomster, som stiller vor sult»; det er med det, sier han, som med en mands værd: manddom bestaar i evne til at handle, mens tomhed og skryt bare risler bort; og svævende, vage ord, fortsætter han, er klædebon for de store idéer, som dog forblir som før, staaende nakne til skindet. – I et andet brev foregriper han ankerne mot sig paa følgende vis – der er én, som har skamrost ham: Ikke gjør det, sier han, for der er meget at klandre mig for; der gjør sig i det hele tre opfatninger gjældende: der er nu den at jeg er uvidende og at mine skrifter bare er taapeligheder – den har jo tiden motbevist; saa er det den at hvad der er av værdi, er andres verk; den tredje er saa den at, skjønt jeg ingen lærer har hat, er jeg dog fuldendt i enhver literær henseende. Men disse indvendinger utspringer, som sedvanlig – slaar han tilslut det hele hen med en bred mine – kun av en fattig utstyret kunsts misundelse mot en rik natur.
Man træffer i hans breve ogsaa oftere skolastisk formede svar, f. eks. ved golde spørsmaal om forholdet mellem maleri og poesi (som at maleri behandler den natur som tier, poesi den som taler o. l.), eller hvilken kunstart staar høiest – de samme ørkesløse
