dialektiske avgjørelser som vi kjender fra malernes disputer hos Sacchetti, hvis noveller i aand, om ikke i aar, er ældre end Boccaccio og i saa maate kommer umiddelbart efter Italiens ældste (Cento novelle antiche). Denne art utredning av populærfilosofiske teser, som blot er en retorisk definition, er jo intet andet end middelalder. En anden ting er at hensigten med et slikt frasefyldt svar hos Aretino ofte er helt klar og moderne: han beregner at selve saken skal fordampe paa et bon mot, eftersom hans intelligens ikke er stor nok til at gi besked. – Eller jeg minder om hint brev i tredje bind til en fyrste, som atter og atter har lovet ham 300 scudi, uten at de dog kommer; han skriver saa at, da en bortgivet ting eier man ikke længer, han hoslagt har den fornøielse at forære fyrsten 300 scudi: «Se, der fik I dem i én portion, mens jeg fik dem i tusenvis portioner. Og den ros, som jeg gav jer av den grund, faar gaa for den rente jeg skylderjer for dem.» Det smaker av hin sofistiske domsavgjørelse i Cento novelle, hvor en fattigmand holdt sit brødstykke over kjøtgrytens damp og gatesælgeren krævet betaling; dommeren kjender for ret, at jo, bedrageren skal betale, dog ikke med selve mynten, men med klangen av mynt, idet klangen forholder sig til selve mynten ligervis som dampen til kjøttet.
Med denne dialektiske haarkløverevne til
