Side:Hans E. Kinck - En penneknegt.djvu/52

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

foreligger nogen avstamning, er det forresten samme almenpsykiske grund, samme art trang til fornyelse, som driver antikens største stilister, Thukydid, og i det artikelløse latin Sallust (og Tacitus); de viser den samme forkjærlighed til den nøitrale omskrivning.

Aretinos’s stil løper ofte ut i overdrivelser indtil det uhyrlige og i umulige billeder. Men selv der, hvor det ikke sker, og ordgyderiet ikke er vetløst, er der ikke sjelden en forunderlig mangel paa skarpsind, en viss sløvhed og halvfærdighed: billedets klare tertium comparationis mangler; eller paralellen er overflødig utført, saa pointet blir borte, fordi det er passeret; eller billedet blir plat; eller det ganske enkelt klikker. Samme sløvhed kan endog overgaa den retoriske klimaks: den kan med ett begynde at halte. Det er som det lange utsyn hindret kunstneren i at se det nære, – eller som en dunst eller damp sløret for hans øie, visket det enkelte ut i uendelighedens taake-dis. Men denne damp er netop den barokkens store higen. Er det psykisk værdifulde ved det nye: anelsen, betagetheden. Man kalder det ogsaa lyrik. Men der mangler altsaa kjøligheden, energi – det folk ogsaa kalder «den formende evne». –

Pietro Aretino er en altfor væver og kløktig og tillike altfor borgerlig praktisk en mand til ikke at veire alle disse indvendinger mot sin stil, og i tide forekomme dem med evige,