git gode svar, baade stolte og vittige, gjennem hele middelalderen; det ser vi til overflod allerede av de ældste novellers anekdoter. Men det som hændte var selvsagt kun det at deres skrivende kunst lærte at ophæve avstanden mellem øre og pen, det at man ikke mistet billedet paa veien til papiret, kort sagt: det nye var evne til illusion foran papiret. Var ikke andet end det. Saa og i maleri og skulptur. Med andre ord: renæssansen blir altsaa, som Walter Pater rigtig sier i sin gode bok, en gjennem hele middelalderen uavbrutt fortsat utvikling. Man stod indvendig fra rede til nyt liv. Isteden blev det saa antiken som atter trængte sig ind, slik den jo ikke saa sjelden har gjort opover i historien, med sit billedforraad, med sin skablon, med sin aand; dels haante den likefrem, dels skjøv den umerkelig tilside det nærmest foregaaende, det med folkets særpræg i sig, det eneste naturlige stof for renæssansens kunst; den fjernet kunstnerne fra deres race, som den forelaa i øieblikket. Giotto’s og Filippo Lippi’s naive kultus av den middelalderlig nedarvede anekdote svandt; men især i digtningen kom der hurtig en art strenghed ind som ikke tilhørte den middelalderlige kunst (Petrarca), og et billedforraad, som skrev sig fra læsningen av Vergil, Horats, Ovid o. a. Et blik paa Dante fortæller os dette tydeligere end alt. I et digt, som bæres av et enstonig alvors vælde, av en uskrømtet
