tro paa synets virkelighed, hvortil kunstens historie neppe kjender make, er der døde flekker, – og de døde flekker er, ved siden av den skolastiske teologi, just disse laante klassiske billeder og brokker; man gaar likegyldig forbi dem, som man gaar forbi renæssanse-mestrenes Laokoon-replikker i nips-format. Men likesaa litt som de andre, føler han at det vidunderlige i hans digt, og det udødelige, er de morgenfriske billeder og de flunkende nye scener, som den knappe i taarnet, der han tegner fars-smerten, hvor grev Ugolino og hans sønner sulter ihjel; han føler ikke selv at antiken var det døde i hans kunst, likesaa litt som at det levende var det han skapte ut av sit eget folk og land. Hvilket folke-epos var der ikke fremstaat om han istedenfor teologi og antik hadde fanget race-møtet mellem nord og syd indenfor sit folks, landemerker!
Naar den kritikløse kultus av latinsk antik er over, vil man nok komme til det at antiken gav ved renæssansen ikke vækkelsen. Ialfald gav den ikke indholdet. Dens sjæl var ikke kunstens sjæl. Og den lekte heller ikke bak den moralske reisning; antikens store mænd spillet ingen rolle for kjetterne, som stod paa baalet, uryggelige i sin overbevisning trods det bølgende hav av aandsmørke hoder foran sig. – Det klassiske har hemmet renæssansen i dens idés utfoldelse.
