som Marco Antonio Raimondi skar i kobber. Disse cirkulerte i staden, og kom ogsaa tilslut pavens privatsekretær Giberti for øie. Han gjorde anskrik; Giulio Romano rømte, men radereren blev fakket og fængslet. Da satte Aretino sig i bevægelse; han utvirket den fængsledes løsladelse, og Giulio Romano skaffet han tilgivelse. – Ovenpaa den bedrift gir forresten Aretino sig til at lage seksten beskrivende sonetter til de obskøne stik. Giberti tok paany affære, og saa maatte rigtignok Aretino flygte.
Det bar først nordover til hans fødeby Arezzo. Her laa med sin leiehær kondottieren Giovanni dei Medici, «íl capitano delle bande nere» (de sorte banders hærfører), ogsaa kaldt den store djævel («il gran diavolo»), av Mediceernes sidelinje og pavens slegtning, far til den senere hertug Cosimo av Florens. Det har været en egte kriger-type, stortalende, med sans for pragt … levet vildt; gavmild, vennesæl, grum, modig … holdt sig foran i slaget; sloges for den militære æres skyld og sloges for pengenes skyld. I øieblikket sloges han for Frankrike og paven mot den tyske keiser. Aretino har sat ham et eftermæle i et enkelt og følt brev; der er ogsaa ett, som handler om de vilde kjærligheds-eventyr de to hadde sammen. Fra denne mand var der nedlagt besked i Arezzo om at søke ham op i leiren, naar han kom til byen. Og Aretino rider ut
