greven i den by satte ham i forbindelse med sine svogre, hertugerne av Urbino og Ferrara. Aretino er rent blendet; han skriver at han paa Gozaga’s slot fik sig anvist endog det værelse, hvor Urbino’s hertug hadde sovet. Han svæller ud i barnslig opkomling-henrykkelse. Og fuld av selvfølelse vender han tilbake til Rom ca. 1522. For han lider alt nu, som hele sit liv, av hemmelig og uigjengjældt kjærlighed til Rom; ensteds i et senere brev til Tizian ligner han det ydmygt med en fyrste, som selv i motgang og eksil forstaar at bevare sit kongelige væsen.
Efterat saa den pietistiske Flamlænder Hadrian VI, snylternes og eventyrernes skræk, hadde været pave en maaneds tid, kommer atter en Mediceer paa pavestolen, Lorenzo Magnifico’s søn Giulio, under navn av Clemens VII, som brøt med den tyske keiser og sluttet sig til Frankrike. Aretino lar trykke et smigerdigt til ham, og opnaar en pension. Nu er han en holden mand, nu brisker han sig og strør om sig med penger; klædt som en hertug deltar han i herrernes orgier; sanker paa bysladder, liker at kaldes skarptunget og kynisk og skamløs; er frygtet som den som kan sætte i satiriske vers hvad han opsnapper av skandaler. Følgende historie fra denne tid maaler hans indflydelse. 1524 – pest-aaret, hvorom Cellini fortæller – tegnet Rafael’s elev Giulio Romano seksten obskøne figurer,
