boltrer sig i denne brogede skare, som omgav paven, mellem kunstnere, jøglere, parasitter, intriganter og strebere, vivører og kurtisaner; den uvidende opkomling eiet kun ett talent, som holdt ham ovenpaa i denne flom: frækheden. Nu lærte han tillike at krype, lærte smigreriets og smiskeriets fif; han lærte at lage hyldnings-sonetter og at sætte sammen injurierende, obskøne rim. Han skubbet sig frem og var saa heldig at faa overrakt paven personlig en smiger-sonet; saa han steg i stilling. Han forsøkte sig en gang til; da fik han penger og en hest som belønning. Men hans mistænksomme og følsomme proletar-instinkt sa ham efterhaanden at han, trods al fremgang, dog forblev dernede blandt smigrernes narreflok, og aldrig vilde naa i anseelse eller indtægt helt op paa høide med de store aandens mænd, som stod nærmest omkring pavens person. Misnøid tok han atter væk fra Rom og nordpaa, for at skaffe sig mere bevaagne venner og rikere indkomster.
Hans lomme er spækket med smigersonetter og anbefalinger, da han reiser. Og her ute hos smaafyrsterne i provinsen blir han den store mand. I Bologna, skriver han, begyndte folk at forære ham gaver; biskopen av Pisa skjænket ham en baldyret svart atlaskes kappe. Og i Mantua, Gonzaga’ernes by, spredte han sonetter om sig, saa han sopte ind 300 scudi (en scudo skal gjælde ca. 10 kroner); og mark-
