paa sletten til ham den aften; han vender oftere i prosa og vers tilbake til dette sit ridt og hint første møte. Den nat var hæren git fri, og sletten ligger i leirbaal og flakkende fakler, gjenlyder av utslupne leiesoldaters fremfærd: her hviner en røvet grisunge eller raller en søvndrukken høne, der kvinker en huld mø i mørket, hist hulker en hærtat bondekone; og vinen rinder, og mat dufter det. Hele sletten er en eneste svirende kneipe. – Ved midnatstid naar han leiren og spør efter Giovanni dei Medici. Han blir vist hen til et telt. Derinde ved et lys sitter il gran diavolo med sin ven Lucantonio, begge tunge av svir som deres soldater utenfor paa sletten. Og Aretino griper i sin barm efter papirerne og læser op de nye obskøne sonetter. Han faar et vink at sætte sig ned ved kondottierens side. Fra den nattetime var han hans svorne ven, saalænge Giovanni levet, og hans følgesvend undtagen i felten. Her blandt disse grovlemmede lanseknegter blir Aretino forstaat og nydt uten forbehold; her slaar hans ordkunst an, hans viser og hans art av vid. For her skatter man sterk kost.
Det staar for mig som denne nat er hans gjennembruds nat. Det er for hans utvikling den vigtigste han har levet – hans pen skjælver hvergang han mindes den, og det venskab som fulgte. Denne nat; og saa de hete nætter i Perugia’s haver over Umbriens
