Side:Halvhundrede Digte.djvu/117

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Da vandred de op i den frie Ur
og blæſte en Slaat paa Horn og paa Lur.
Det klang ſaa fuldt gjennem Lundeſalen,
det klang ſaa ſødt gjennem Kirken i Dalen.

Hver Bjergehal og hver Li der var,
gav bævende Klang tilbage,
den hele Dal laa tindrende klar
i Toner af Lyſt og Klage.
Da ſprang der Blommer af Krat og Tjørn
da hviled i Luften den ſtærke Ørn,
og Vinden turde ei Løvet røre,
og hvert et Blad var et lyttende Øre.

Det var Herr Peder, den lærde Præſt,
han havde ſaa ſtam en Tunge;
han hæved ſin Røſt ſom han kunde bedſt,
da Tonerne hørtes runge;
men Ingen ſaa op, og Ingen gav Agt,
men Alle grebes af Tonernes Magt,
og Alle gik ud, ſom i Kirken vare,
Herr Peder tilſidſt bag ſin Sogneſkare.