Denne siden er korrekturlest
Saa standsed Folket i Solens Glands,
og stirred fortabt mod Fjeldet.
Med Smil og Taarer, med Sind og Sands,
de lytted til Tonevældet.
Og Blommerne spredte saa stærk en Duft,
og Ørnen svam i den klare Luft;
Hvert Blik var spændt og hver Læbe bunden,
til Tonernes sidste Klang var svunden.
Da meldte Herr Peder sin Kirkeflok,
der stod med duggede Kinder:
„Nu har jeg manet i Sten og Stok
de kaglende Jettekvinder.“
Men Tonerne baned sig selv en Vei,
og Folket i Dalen glemte dem ei.
Fra Bjelkehus og fra Lundesalen
de høres endnu gjennem Kirkedalen.
