Side:Halvhundrede Digte.djvu/118

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest



Saa ſtandſed Folket i Solens Glands,
og ſtirred fortabt mod Fjeldet.
Med Smil og Taarer, med Sind og Sands,
de lytted til Tonevældet.
Og Blommerne ſpredte ſaa ſtærk en Duft,
og Ørnen ſvam i den klare Luft;
Hvert Blik var ſpændt og hver Læbe bunden,
til Tonernes ſidſte Klang var ſvunden.

Da meldte Herr Peder ſin Kirkeflok,
der ſtod med duggede Kinder:
„Nu har jeg manet i Sten og Stok
de kaglende Jettekvinder.“
Men Tonerne baned ſig ſelv en Vei,
og Folket i Dalen glemte dem ei.
Fra Bjelkehus og fra Lundeſalen
de høres endnu gjennem Kirkedalen.