Side:Gunder Paulsen - Minder fra Tiden omkring Aaret 1830 til 1848.djvu/182

– 182 –

Afskeden fra mit kjære Hjem Sorknæs og mine Forældre, Sødskende, Slægt og Venner der, havde altid været rørende; min Moder, mine Sødskende og jeg fældte da som oftest vore modige Taarer. Men denne Gang, da jeg skulde drage bort til et Sted, fjernet henved 50 Mile fra mit Hjem, for i en ubestemmelig Fremtid at virke mellem lutter fremmede Mennesker, stod det for os Alle, at vi nu maaske skiltes for bestandig og sagde hverandre det sidste Farvel. Afskeden blev derfor nu mere gribende end nogensinde før. Blot min Fader var som sædvanlig tilsyneladende rolig og fattet og sagde mig sit Levvel og lykkelig Reise uden at røbe nogen Bevægelse, medens min Moder, mine Sødskende og jeg under dyb Bevægelse og Graad frembar de mest brændende ønsker for hverandre over Lykke og Velsignelse. For min Moders Vedkommende blev det ogsaa vort sidste Farvel. Det var i Slutningen af Juni Maaned 1848, jeg drog afsted. Reisen gik over Elverum til Hamar, derfra med Dampskib til Lillehammer og videre gjennem Gudbrandsdalen til Molde, hvor jeg ankom den 4de Juli henved Midnat. Reisen var begunstiget af det herligste Veir; Trakterne fra Lillehammer af vare for mig ny og ukjendte. Med min levende Sands for Naturskjønheder og brændende Lyst til at se mig om, var Reisen derfor en af de mest behagelige og underholdende jeg har foretaget. Jeg havde ikke set mere af mit Fødeland end en Del af Glommendalen og Kristianias Omegn, fra hvilke de Landskaber, som nu mødte mit Øie, vare saa høist forskjellige og saa uendelig rige paa Afvexlinger. Medens de Dele af Glommendalen og Kristiania Omegn, jeg havde ser, for det meste var Lavland med skovbevoxte Aaser, er Gudbrandsdalen en Fjeldtrakt med herlige Agre og Enge, Skovpartier og Løvlier paa begge Sider af den vakre Laugen Elv, der snart udvider sig og glider stille og bred som Glommen, snart trænges sammen mellem Fjeld og Klipper og smal som en Rende bruser, fosser og farer frem i en rivende Strøm, her og der fra Sidedale, Kløfter og Rifter i Fjeldet optagende Bielve, Aaer og Bække med vakkre Fossefald Her og der oppe i de bratte Lier ser man Gaarde i en Høide, som rimeligvis gaar lige op til 1,000 Fod over Dalbunden. Den øverste Del af de langstrakte og for det meste afrundede Fjelde er skovløse nøgne og tildels bedækkede med Sne, her og der med tverbratte, maleriske Styrtninger. Nu først forstod jeg, hvorledes Digterne have kunnet synge med slig Begeistring over Nora Fjeld; men jeg maatte ogsaa tænke paa, at de tildels have givet et lidet