træffende Billede af den norske Fjeldnatur, til Ex. „Se Granen hisset saa stolt og saa skjøn paa Fjeldet, dets høieste Tinde“; thi paa Høifjelde findes hverken Gran, Furu eller andre Trær. Dovrefjeldene, som jeg efter Digterne havde forestilt mig som ragende over alle andre Fjelde, svarede heller ikke til Forventningerne. Paa Fjeldene mellem Lesja og Lom laa Sneen endnu helt og uafbrudt i milelange Strækninger som et Liglagen; dette Syn virkede alvorligt og gribende paa mig; men dette Alvor maatte snart vige og give Plads før livlige Fornemmelser, naar jeg nærmede mig Romsdalen og næsten i Fugleperspectiv fik se en Uendelighed af Topper, Pigger, Kammer og Styrtninger med Snefanner imellem, som i høi Grad forskjønnede Partierne. Naar man saa nedover de uhyre Bakker i Bjørnekleven, Brudebakkerne og Ormemsbakkerne langs den i idelige Fosser og Fald styrtende Rauma Elv kommer ned i den trange Romsdal, saa man sig omgivet af Fjelde paa begge Sider, vexlende fra 3,000 til henved 5,000 Fods Høide med Tinder, Horn og Toppe og tverbratte Styrtninger, vild Skov og her og der en Aa eller Bæk styrtende nedover Fjeldsiden i Fald af indtil 3,000 Fods Høide eller i Striber som Sølvtraade. Som det bedst er, lukker Dalen sig, saa man til alle Kanter kun ser Fjelde og Fjeldvægge. Dette finder Sted mellem Stavem og Horghjem. Men skjønt Dalen her er trang og i Længden vel vilde falde mørk og trist, saa gives der i dette Strøg, naar man ser sig vel om, de mest afvexlende og herlige Partier: i Fjeldkløfterne med sine Elve og Bække af den mest storartede og vilde Beskaffenhed og i Dalbunden langs Elven de mest smilende Landskaber. Naar man har passeret Horghjem, aabner Dalen sig og bliver smilende skjøn, ligetil man naar Veblungsnæs ved Elvens Udløb i Romsdalsfjorden, og i dette Strøg er det, man har de berømte Fjelde Romsdalshorn, Vengetinderne og Troldtinderne[1]. Kommen til Molde ser man nyfigen paa de smaa, for det meste hvidmalede Huse med tilliggende vakkre Haver, som giver den et landsbymæssigt Anstrøg, men her-
- ↑ I Løbet af de 23 Aar, som er gaaet hen siden den heromhandlede Reise, er Veien mellem Lillehammer og Veblungsnæs for en stor Del omlagt, og om man ikke med en vis engelsk Dame kan sige, at the new roads have spoiled the beauty of the valey (at de nye Veie har forspildt Dalens Skjønhed), saa er det sikkert nok, at man paa den gamle Vei havde mangen en herlig Udsigt, som er gaaet tabt for Reisende paa den nye Vei.
