Landet, og hvormange Gange og paa hvormange Maader er det ikke sagt, at det ikke er Brødstudiet, en god Student maa lade sig drage af, men Tørsten efter Kundskaber og sand videnskabelig Dannelse i Bevidstheden om, at det netop er hans Opgave, hans Mission, at være Bærer udover Landet af dette Kundskabens Lys? Og hvorledes tager det sig vel ud, ligeoverfor disse høie Tanker at nægte de stakkels norske Studerende Adgang til Studentersamfundet? Disse Folk tørstede efter Kundskaber og Dannelse, og de havde arbeidet med en Flid og Udholdenhed, som fortjente Beundring og Agtelse, for at komme til Universitetet og vedblive her paa samme Maade, som oftest under økonomisk Tryk og uden Slægt og Venner at ty til, for at søge Adspredelse og Hvile efter Dagens Arbeide. Dette vidste Studenterne god Besked om, og naar de alligevel stengte dem ude fra sine Sammenkomster, saa stred dette altsaa ikke alene mod, hvad de, som ovenanført kaldte sin Mission, men mod al Humanitet. Og dog var Humanitet (Menneskekjærlighed og Overbærenhed) ogsaa en af de Dyder, som de pralede af. Men det var ikke nok med, at de norske Studerende paa denne negative Maade bleve tilsidesatte og isolerede. I Pressen fra den Tid ser man ofte bittre Angreb paa norske Jurister og Sammenstillinger, som „Examinater, Præliminarister og Ignoranter“. De norske Studerende vare saaledes rent ud lagt for Had af Studenter og Kandidater, og det Hele var aabenbarligen beregnet paa at stille dem i et saa slet Lys som muligt, for at gjøre dem uskadelige som Konkurenter i det praktiske Forretningsliv og paa Embedsbanen og dette sidste har ogsaa, navnlig for Jurister, lyktes godt, medens det i Forretningslivet har vist sig, at de norske Jurister med sin overlegne praktiske Dygtighed, Flid og Nøisomhed strax efter Examen bleve foretrukne for nybagte Kandidater med store Fordringer, og at de som Sagførere og Embedsmænd have skjøttet sine Forretninger med en Orden, Akkuratesse og Dygtighed, som har taalt Sammen-
