du, jeg ikke kjender dig, Jim Coventry! . . . Men vogt dig! Vi har øvrighet nu i Dawson City. Og det er ikke en billig fornøielse at lægge haand paa kvinder. Dere kjender mig allesammen. Jeg er Bessie Lecouvreur, og der findes dem i Dawson, som vil hevne min død.
De maskerte mænd saa usikre paa hverandre.
—Hvem sir, at vi vil dræpe dig, sa den store mand i en bittersøt tone.
—Saa du tror, at Pierre lecouvreurs datter lar sig fange som en papegøie. Skyt, dere gutter. Men jeg skyter igjen.
Uten at forhaste sig, tok den unge pike geværet fra skulderen, puttet hele magasinet fuldt . . .
Der lød et skud og geværet faldt ut av hendes hænder med splintret laasmekanisme . . .
—Aa, der findes endnu folk, som kan skyte, skrek bandens anfører haanlig.
Den unge pike blev blodrød i ansigtet. En splint av laasen hadde streifet hendes bryst, men hun følte ikke smerten for det raseri, som glødet i hende . . .
—Saa du har Bill Curzon med dig ogsaa, skrek hun . . . kunstskytten . . . Feige hunde! . . . Jeg hører, hvorledes Bonanzakongens guld klirrer i lommerne deres . . .
—Kast dig flatt ned paa jorden og træk ranselen frem over hodet, hvisket Fjeld til sin kamerat . . .
Det var et øiebliks verk. To kuler pep henover dem. Og før banditerne fik forandret sine sigtelinjer laa Fjeld
